Årets julehandel har pil opad
Julehandlen tegner til at blive bedre end sidste år, vurderer Dansk Erhverv.
- December er en afgørende måned for detailhandlen, for julehandlen har stor betydning for branchens samlede omsætning og indtjening. Derfor glæder vi os over, at der igen er udsigt til større gaver under træet, efter sidste års lidt skuffende julehandel, siger Henrik Hyltoft, der er markedsdirektør for Handel i Dansk Erhverv.
Hver familie vil bruge 3.100 kr. på juleknas og gaver
De 8,3 mia. er beregnet som det beløb, danskerne forventes at bruge ekstra i løbet af december ud over det sædvanlige forbrug. Julehandlen dækker blandt andet over julegaver, julemad og ekstra forkælelse i anledning af julen. Det svarer til, at hver husstand bruger 3.127 kr. ekstra i december ud over det normale forbrug. Heraf forventes cirka 2.200 kr. at gå til julegaverne.
På tværs af detailbranchen er der dog store forskelle på, hvor vigtig julehandlen er for den samlede omsætning. Legetøjsforhandlere og forhandlere af køkkenudstyr, glas og porcelæn henter mere end 20 procent af deres årsomsætning i december, men også boghandlere, smykkebutikker og radio/tv-forretninger har et væsentligt mersalg i december.
Mere af juleræset klares gennem skærmen
Samtidig viser årets prognose, at større og større dele af julehandlen er flyttet online. Internethandlen står til at tegne sig for 22 procent af den samlede julehandel. Det svarer til, at danskerne julehandler på nettet for 1,8 mia. kr., hvilket er væsentligt mere end i 2015, hvor internetjulehandlen lå på 1,3 mia. kr.
- Danskerne e-handler mere og mere, og derfor er det helt naturligt, at større dele af vores juleindkøb også rykker online. Det skal imidlertid ikke ses som en trussel mod den fysiske detailhandel. Tendensen går derimod i retning af såkaldt omni-channel-salg, hvor den fysiske og digitale handel understøtter hinanden, fordi forbrugerne bliver inspireret til køb på tværs af kanalerne, siger Henrik Hyltoft.
Adspurgt svarer hver tiende dansker, at de forventer at gøre over halvdelen af deres juleindkøb på internettet, viser Dansk Erhvervs analyse.